Ved alteret i kirken skal man sige ja, men inden homoseksuelle par overhovedet når så langt, vil kirkeminister Birthe Rønn Hornbech stå i døren og sige nej.
Ministeren afviser nemlig en opfordring fra menighedsrådet i Hyltebjerg Kirke i København om at tillade homoseksuelle par at indgå ægteskab i folkekirken. Det skriver Berlingske.dk.
Til gengæld overvejer hun, om præster skal kunne stifte registrerede partnerskaber.
"Det, der er til diskussion, er, om et registreret partnerskab kan velsignes i kirken eller oven i købet kan stiftes i kirken. Det er ikke et spørgsmål om ægteskab. Man kan ikke gøre det forskellige ens. Det er efter min mening en hån mod de homoseksuelle," siger Birthe Rønn Hornbech.
Kirkeministeren vil i løbet af foråret diskutere sagen med "nøglepersoner i folkekirken", men fastholder, at det for alle parter handler om at respektere, at der er en forskel mellem ægteskab og registreret partnerskab.
"Hvis man begynder at hævde, at det forskellige er ens, så er det, man skammer sig over forskellene," siger hun og påpeger, at vielsesritualet i givet fald også vil kræve en ændring.
"Hvis man gør det ens, så tvinger man flertallet til et nyt vielsesritual, for der står i vielsesritualet, at mennesket blev skabt som mand og kvinde, og det er jo ingen løgn. Hvis man vil gøre det ens, så tvinger man samtlige heteroseksuelle ægteskaber til at tåle et nyt vielsesritual for at gøre det hele ens," siger Birthe Rønn Hornbech.