I sidste weekend måtte Birthe Kjær skuffe sine fans og aflyse flere koncerter.
En virus på stemmebåndet gjorde hende ude af stand til at synge sine ørehængere som "Pas på den knaldrøde gummibåd" og "Vi maler byen rød".
Men nu er den 75-årige dansktop-stjerne atter klar til at gribe mikrofonen og betræde landets scener.
Det skriver Ekstra Bladet, som har talt med Birthe Kjær, som dog måtte nøjes med at hviske for at spare på sin stemme.
- Jeg forsøger at gennemføre min næste koncert. Min stemme skulle være nogenlunde nu, siger Birthe Kjær til Ekstra Bladet.
Birthe Kjær fik behandlet virussen på stemmebåndet med en blanding af penicillin og binyrebark, samt strenge anvisninger om ikke at tale for at spare sin stemme.
Så nu er hun altså på benene igen og klar til allerede at synge igen.