Det var tilbage i 2005, at hele Danmark fik et chok.
Midt under prøver med dansepartneren Bo Loft Jensen i "Vild med dans" fik Birthe Kjær et ildebefindende efterfulgt af en blodprop og et hjertestop.
Selv om Birthe Kjær i dag har travlt som nogensinde og sjældent har været så populær hos både unge og gamle, så har den voldsomme døds-oplevelse selvfølgelig sat sine spor, husker sangerinden tilbage i et stort interview med magasinet Ud & Se.
- Dér kunne jeg slet ikke sige, at jeg havde haft hjertestop. Jeg kunne ikke sige ordet, uden at jeg tudede, det sad i mig som et chok. Det var først længe efter, at jeg kunne åbne op om, at jeg faktisk havde haft hjertestop. Man går mange forskellige følelser igennem, efter man har fået at vide, at man har været død. Inden da har man nærmest troet, at man var udødelig, lyder det fra Birthe Kjær, som har brugt gode venner til at bearbejde oplevelsen.
Birthe Kjær fik lavet en ballonudvidelse og fik indsat en stent i hjertet. Samtidig begyndte hun at tage hjertemedicin.
- Den har helt sikkert gjort, at jeg ikke har fået en mere. Så jeg har været heldig, siger Birthe Kjær i interviewet, som du kan læse lige her.
I stedet for terapi eller angstmedicin valgte hun at bearbejde oplevelsen ved at tale åbent med familie og venner.
Siden dengang har hun fundet tilbage til scenen og mere til. Birthe Kjær har nemlig oplevet en ny opblomstring i en sen alder med et ungt publikum, der bærer fan-T-shirts og råber hendes navn i kor.