- Når jeg ser på festivaler, at de unge bare står og er helt oppe at køre over "Pas på den knaldrøde gummibåd" eller "Vi maler byen rød", så tænker jeg, hvor er jeg heldig.
Sådan siger 73-årige Birthe Kjær i et interview med Ritzau.
Den folkekære sangerinde huserer stadig med "Pas på den knaldrøde gummibåd", "Skibet skal sejle i nat", "Vi maler byen rød" og "Arrivederci Franz", og det har hun ikke planer om at stoppe med.
Birthe Kjær mærker nemlig en stor sult fra publikum og arrangører, efter at coronasituationen i lang tid var årsag til massevis af aflyste koncerter.
- Under corona, hvor alt var lukket ned, og jeg fik aflyst hele min sommer på festivalerne, der sad jeg og blev helt klar over, at jeg skal ikke på pension foreløbig, så længe folk gider høre på mig.
- Og det lader jo til, at det gør de endnu. Jeg savnede virkelig at komme ud og synge, siger hun.
Hun er stadig nysgerrig på musikken, og hvad hun selv kan med den.
- Man skal blive ved med at være nysgerrig på at udvikle sig og prøve noget nyt. Det giver mig en enorm glæde at se den glæde, som mine sange skaber hos publikum.
- Det bliver jeg dybt taknemmelig for, siger Birthe Kjær.
Birthe Kjær kan mærke, at det yngre publikum også tager hende til sig. Også selv om de end ikke var født, da hun udgav musikken.