Nicklas Bendtner har stor succes som lejesvend i Birmingham FC. Så stor, at klubbens formand, David Gold, lover, at han vil gøre alt, hvad han kan, for at købe Bendtner af Arsenal.
»Jeg må sige, at Nicklas er en kvalitetsspiller – og vi vil gøre alt, vi kan, for at beholde kvalitetsspillere. Hvis der er en måde, det kan lade sig gøre, vil det glæde mig,« siger Gold i et interview med sportsmagasinet ESPN.
Birmingham-bossen ved dog godt, at han kun har en chance for at holde på Bendtner, hvis holdet rykker op i Premier League.
»Ethvert håb om at skrive kontrakt med Nicklas afhænger af, at vi rykker op. Man er nødt til at være realistisk. Denne unge mand vil spille i Premiership. Samtidig er han en spiller, der vil have spilletid,« siger Gold videre i interviewet.
Det er netop Golds håb, at Bendtner vil foretrække Birmingham frem for Arsenal, fordi han er stamspiller i klubben, mens det vil blive noget sværere at få spilletid i Arsenal.
»Han bliver vred, når han bliver udskiftet. Han vil virkelig spille. Det er en stor fornøjelse at se dette hos en spiller. Det jeg antyder er, om han vil nyde at være reserve hos Arsenal.«
Gold spiller sine kort åbent ud. Rykker klubben op, vil man give Arsenal et bud på Bendtner. Spørgsmålet er så, hvad Bendtner vil, og om Arsenal vil sælge?
»For os vil han blive en nøglespiller, men han er Arsenal-spiller. Det er deres beslutning, og det må vi respektere,« siger Gold.