Den 29-årige marinebiolog Lloyd Godson har et mål. Han vil leve to uger under vand for at vise resten af verden noget om bæredygtighed, skriver ABC News.
- Jeg har altid syntes om en god udfordring, og jeg kunne ikke have valgt en større end denne. At bygge og bo i sit eget undervandshus - det er ret sejt, siger Lloyd Godson ifølge ABC News.
Lloyd Godson kommer til at bo i en stålboks, der vil blive sænket i området tæt på grænsen mellem delstaterne Victoria og New South Wales. Han regner med at bruge alger til at producere ilt og som mad, mens han selv vil skabe elektricitet på en cykel.
Med sig ned i undervandshuset får Lloyd Godson nogle tanke med gas og ilt, så han hele tiden er sikker på, at iltniveauet ligger på et tilstrækkeligt niveau.