Vampyrfilmen New Moon sælger for øjeblikket et væld af biografbilletter verden over. Men det ødelægger ikke chancerne for katastrofefilmen '2012', der også er populær blandt de mange biografgængere.
I den forgangne uge kunne Roland Emmerichs '2012' tælle, hvad der svarer til knap en halv milliard danske kroner yderligere til omsætningen uden for USA.
Amerikanerne er derimod sværere at lokke ind i den mørke sal. Siden premiereweekenden er der nemlig 'kun' solgt billetter for 42 millioner dollar, omkring 209 millioner danske kroner. Det skriver the-numbers.com.
Filmen har dog i alt indspillet 449 millioner dollar indtil videre, og det tyder på, at Emmerich og Sony Pictures, der står bag filmen, ikke bliver så katastrofal som først antaget.
'2012' har været dyr at lave, da produktionen af filmen har oversteget 200 millioner dollar eller knap en milliard kroner. Derfor har der været bange anelser om, at det ville blive en fuser. De overbevisende tal viser dog, at publikum stadig er interesserede i katastrofefilm.