Odense Zoos dissekering af en løveunge har fået danske og udenlandske medier til at spærre øjnene op.
Men den megen postyr er ikke et udtryk for, at holdningen til dyreetik har ændret sig i den danske befolkning, forklarer Jes Lynning Harfeld, ph.d. i bioetik fra Aalborg Universitet.
- Det er en voksende tendens i vores samfund, at vi ser dyr mere som en del af den moralske sfære. Det har det især været siden 1960'erne og 1970'erne, siger han.
- Men der er ikke sket en eksplosion de sidste par år i antallet af mennesker, der bekymrer sig om dyreetik. Det virker bare sådan, fordi vi nu kan se de mennesker, der gør, på de sociale medier, siger han.
Han tilføjer, at langt størstedelen af de utilfredse brugere, der kontakter de zoologiske haver på de sociale medier, ikke er danske.
Jes Lynning Harfeld afviser dog, at det er irrationelt at argumentere for, at det er uetisk at dissekere dyrene i fuld offentlighed.
- På den ene side er der de zoologiske havers regulering, hvor man ser på den sunde bestand af eksempelvis giraffer. Her var Marius' gener allerede repræsenteret. Han var en brik i et puslespil, der allerede var lagt, fortæller han.
- Det møder et mere individ-etisk blik på dyrene. Marius og løveungen er også "nogen". De har følelser, tanker og løber rundt og kan lide noget, men kan ikke lide noget andet. Det er et etisk individ.
- Når de to - fuldstændig rationelle - tanker mødes, så opstår der en uforenelighed, forklarer Jes Lynning Harfeld.
Det har tidligere skabt stor opstand, at Københavns Zoo aflivede giraffen Marius. Dengang modtog den zoologiske have dødstrusler.
Til gengæld vækkede Odense Zoos aflivning af en tapir ikke større opmærksomhed.
Ifølge Jes Lynning Harfeld er det fordi, at der et hierarki af dyreracer, som får brugere på de sociale medier til tasterne.
- Det går os på, når folk i Østasien spiser hunde, selvom vi hvert år slår millioner af grise, der både er mere sansende og klogere, ihjel. At de falder ud af vores etiske overvejelser er egentlig irrationelt, siger han.
/ritzau/