Forretningsmanden Jamel Khalifa, der er gift med terrorlederen Osama bin Ladens søster, blev onsdag morgen dræbt, da en gruppe bevæbnede røvere stormede hans hus på Madagaskar.
Ifølge Khalifas bror brød mellem 20 og 30 gerningsmænd ind i Jamel Khalifas soveværelse og skød ham »med koldt blod«, skriver Reuters. De plyndrede derefter den luksuriøse bolig og forsvandt uden at være blevet identificeret.
Amerikanske medier har længe spekuleret i, om Jamel Khalifa donerede penge til den filippinske terrorbevægelse Abu Sayyaf mod at den rekrutterede frivillige til krigen i Afghanistan – en påstand han selv har dementeret overfor CNN.
Ifølge den dræbtes bror havde Jamel Khalifa ikke andre forbindelser til Osama bin Laden end »rent familiære«, rapporterer Reuters.