Bilulykke lukker motorvej tæt ved Randers

Fire personbiler er kørt sammen på motorvejen ved Hadsten. Det ene spor i sydgående retning er spærret.

Et større færdselsuheld på den jyske motorvej E45 ved Hadsten lørdag aften har lukket dele af motorvejen i sydgående retning. Fire biler tørnede af ukendte årsager sammen omkring klokken 22.30.

- Da vi kommer derud, er en af bilerne væltet og ligger på hovedet, fortæller vagtchef Per Bennekov ved Østjyllands Politi.

Ingen personer er kommet alvorligt til skade under bilulykken, men en person er bragt til behandling på sygehuset i Randers for lettere kvæstelser.

I første omgang valgte politiet at lukke begge spor i sydgående retning, og trafikanterne blev ledt af ved Hadsten-afkørsel. Men kort efter midnat ruller køretøjerne og lastbilerne igen i det ene spor.

Politiet ved endnu ikke, hvornår motorvejen igen er helt åben for trafik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.