En meget voldsom bilulykke har kostet 20 mennesker livet i en lille by i den amerikanske delstat New York.
Det var en forlænget Ford Excursion-limousine fra 2001, som lørdag klokken 14 lokal tid i Schoharie 270 kilometer nord for millionbyen New York var skyld i ulykken.
Det siger vicepolitichef Christopher Fiore på en pressekonference søndag, dagen efter det, som ifølge nyhedsbureauet AP er den mest dødelige trafikulykke i USA i næsten et årti.
Fiore siger, at limousinen ikke standsede ved et T-kryds. Den kørte ind i et stopskilt og en parkeret firehjulstrækker.
Ved ulykkesstedet stod en del mennesker ved en forretning.
17 passagerer i limousinen og bilens chauffør blev dræbt. Det samme gjorde to personer ved forretningen.
Lokale medier har fortalt, at limousinen kørte med gæster til et bryllup.
En tante til en af de dræbte siger derimod, at gæsterne var på vej til en fødselsdagsfest.
Lokalavisen Times Union of Albany citerer lokale embedsmænd for at fortælle, at limousinen kørte ned af en bakke i høj fart og torpederede folk, der stod uden for en forretning, Apple Barrel Country Store.
- Jeg hørte et højt brag og gik ud af min hoveddør for at se, hvad der skete, fortæller Bridey Finnagan, der bor nær ulykkesstedet, til tv-stationen ABC, skriver Sky News.
- Jeg så mange mennesker ved Apple Barrel på parkeringspladsen. Så hørte jeg skrig.
- Derefter så jeg en stor varebil, et usædvanligt langt køretøj her i Schoharie i buskene og slået i smadder mod et træ.
Der har søndag ikke været oplysninger om limousinens tilstand. Men der har tidligere været rejst spørgsmål om sikkerheden ved sådanne køretøjer.
Specielt i forbindelse med en ulykke i 2015 på Long Island, hvor fire kvinder blev dræbt.
Det skete i en forlænget limousine af mærket Lincoln Town Car. Den var blevet skåret over og så forlænget for at give plads til flere passagerer.
Den var i gang med at lave en U-vending, da den blev ramt af en anden bil.
En undersøgelse sagde senere, at forlængede limousiner ofte ikke har sikkerhed som airbags i dørene, de nødvendige nødudgange og anden sikkerhed.
/ritzau/AP
/ritzau/AP