Man skal passe på med at efterlade nøgler og børn i bilen, når man går i byggemarked.
Det måtte en far sande, da han lørdag ved middagstid gik i et trælastcenter i Klampenborg, nord for København.
Da han kom tilbage til bilen, var den væk. Det samme var hans tre piger på tre, syv og 13 år.
"Faren ringer til os og siger, at bilen er forsvundet. Næsten samtidig ringer den 13-årige pige 112 fra bilen og får fat i Københavns alarmcentral. Og hun kan fortælle, hvor bilen er. Den er nået til Glostrup. Kort tid efter efterlader manden bilen i Taastrup og stikker af," siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk, til Newspaq.
Politiet har ledt efter biltyv og kidnapper, men ind til videre uden held.
Ole Hestbæk er imponeret over den 13-årige pige, der nu er genforenet med sin far.
"Hun er fantastisk snarrådig. Der er klart nogle forældre, der skal være stolt af hende," siger han.