Salget af nye biler steg i sommermånederne juni og juli med 4,5 procent i forhold til samme periode sidste år.
Dermed er salget for årets første syv måneder oppe på ca. 101.000 - eller en anelse mere end i 2011, der var det hidtil bedste år. Det oplyser landets bilimportører.
Salget dykkede i juni med 13,6 procent, men steg i juli med hele 27,5 procent. Udviklingen skyldes dog blandt andet en overgang til en ny statistikmetode, hvilket har skubbet biler fra juniopgørelsen til juli.
- Sammen med den stabile og kraftige efterspørgsel fra de private forbrugere efter særligt de mindste biler, har det resulteret i det meget tilfredsstillende salg, vi samlet kan se for de to måneder, siger Bent Mikkelsen, administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.
Mest solgte bilmodeller i juli var Toyota Aygo og Volkswagen Up.
Blandt varebiler var der samlet tale om en fremgang på 6,5 procent over de to måneder.
- Varebilsalget har generelt klaret sig godt i 2012, og udviklingen i juni og juli understøtter det billede, siger Bent Mikkelsen.
- Samlet set følger markedet det mønster, vi har set i hele 2012 med en stabil encifret vækst i procent, tilføjer han.
Salget af lastbiler steg med 11 procent i juni og juli tilsammen.
- Samlet set har vi oplevet en lille fremgang i årets første syv måneder, men det er fra et meget lavt niveau. Lastbilmarkedet er fortsat langt fra niveauet fra før, krisen satte ind i 2009, siger bilimportørernes formand.
/ritzau/