Togturen hjem til familien eller kæresten bliver billigere for op mod 40.000 danske studerende. Folketingets partier har fredag besluttet at udvide den såkaldte Wildcard-ordning, der giver unge rabat til togrejser.
Hidtil har kun unge under 26 år haft adgang til rabatordningen, men fra juli i år får også studerende over 26 år, der modtager Statens Uddannelsesstøtte (SU), mulighed for at køre på Wildcardet.
For at finansiere, at flere nu får adgang til kortet, stiger prisen en smule, nemlig med 25 kroner. Wildcardet kommer dermed til at koste de unge 200 kroner om året mod 175 kroner i dag.
- Jeg er meget tilfreds med, at Folketingets partier kan bakke op om denne udvidelse af rabatordningen, så også studerende over 26 år kan få rabatter, når de kører med tog, udtaler transportminister Flemming Hansen (K) i en pressemeddelelse.
- Det har været vigtigt for mig, at udvidelsen af ordningen ikke medførte store administrative omkostninger og indviklede regler. Med en klar afgrænsning er det nemt for både togoperatørerne og de studerende at håndtere ordningen, siger han videre.
Over 130.000 unge 16 til 26-årige danskere har i dag et Wildcard, der giver helt op til 50 procent rabat på visse togrejser.