Japans omdømme som et uoverkommeligt dyrt land at besøge smuldrer. Landets valuta bliver billigere og billigere, og en amerikansk dollar er nu over 100 yen værd.
Og det kan mærkes på antallet af udenlandske turister, skriver Wall Street Journal.
Samtidig vælger flere japanere at holde ferie hjemme, fordi det er blevet væsentligt dyrere for dem at rejse ud og veksle yen til udenlandske sedler og mønter.
I november kostede en dollar 80 yen, men siden er kursen raslet ned i forhold til både dollar og en række andre valutaer.
I marts, og det var endda før yennens seneste dyk, steg antallet af udenlandske gæster 26 procent - sammenlignet med marts 2012 - til 857.000
Det er samtidig det højeste antal turister i årets tredje måned, siden den nationale turistorganisation i 1964 begyndte at lave statistik over antallet af besøgende.
Og hoteller, restauranter og turistsektoren sukker efter flere turister. De seneste år har sektoren været ramt af tilbageslag.
Atomkraftulykken i 2011 skræmte turisterne væk af bekymring for strålingsfare. Og så er der forholdet til Kina.
Japans territoriale strid med Kina om en samling ubeboede øer kan aflæses på den kraftigt nedadgående kurve over antallet af gæster fra Kina.
Langt flere besøgende fra det øvrige Asien, Europa og Rusland har dog mere end fyldt det hul op, som kineserne har efterladt.
I Tokyos Ginza-distrikt, som er kendt for at huse de dyreste mærkevarebutikker, vrimler det med udenlandske kunder. Blandt andet en gruppe på 34 svenskere.
- Japan er udpeget som den mest eftertragtede sted at holde ferie blandt svenskerne. Det er blevet en hot destination, som plejede at være alt for dyr, men nu er det billigere, siger Magnus Carlson, turistguide for svenskerne, til Wall Street Journal.
/ritzau/