Børn og voksne er ikke de eneste, der nyder det varme forårsvejr i disse dage. Også en særlig bille boltrer sig i de danske granskove, og temperaturer over 18 grader skaber så gode vilkår for billen, at den tager livet af træerne. Det går blandt andet ud over rødgranen, der er populær som juletræ.
Barkbillen – også kaldet typografen – kaster sig normalt over døde træer, og siden januar 2005 har billen smæsket sig i træer, der faldt under en storm i Midt- og Nordjylland. Men nu er de faldne træer ikke friske længere, og billerne kaster sig over de ældre og mere udsatte – men dog levende – grantræer, skriver Dansk Skovforening på sin hjemmeside.
Når billerne har parret sig, gnaver hunnerne riller i barken, hvor de lægger æg. Når larverne kommer til verden, gnaver de flere riller under barken og ødelægger vækstlaget. Og så går grantræet ud.
Grantræets forsvarsmekanisme er at lave harpiks, som kan kvæle billerne, men er de nok, taber grantræet kampen.
Billerne elsker varmt og tørt vejr, og de varme temperaturer allerede nu i midten af april har givet gode vilkår for billerne. Fortsætter varmen kan der være mange flere nye biller end normalt i starten af juli, så flere grantræer må lade livet.