En hedebølge har de seneste dage lagt sig over store dele af Europa. I Tyskland, Holland og Belgien blev der onsdag målt rekordhøje temperaturer.
I Belgien blev den hidtidige rekord fra juni 1947 på 38,8 grader overgået med 38,9 grader i byen Kleine-Brogel, mens der i Holland blev målt 39,2 grader nær Breda onsdag eftermiddag. Det overgår den tidligere rekord på 38,6 grader i august 1944, skriver The Guardian.
I Tyskland lyder den nye varmerekord på 40,5 grader, som blev målt i Gelsenkirchen nær grænserne til Belgien og Holland.
I Frankrig er det også usædvanligt varmt. Tirsdag blev der i flere byer sat varmerekorder. Blandt andet i Bordeaux med 41,2 grader.
Frankrigs nationale vejrtjeneste forventer, at rekorden for hovedstaden Paris på 40,4 grader sat i juli 1947 bliver overgået torsdag, hvor meteorologerne venter op til 42 grader.
Her en række billeder, som viser hvordan mennesker og dyr håndterer den usædvanlige varme rundt om i Europa.
/ritzau/