I helikopter tog det sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) 10 minutter at nå fra Jægerspris til Rigshospitalet. En tur, der normalt ville tage 45 minutter i en almindelig ambulance. Den korte transporttid kunne afgøre liv eller død, hvis sundhedsministeren havde været offer for et svigtende hjerte eller en blodprop.
»Helikopteren har med sin hurtighed og fleksibilitet nogle meget imponerende kvaliteter,« sagde sundhedsministeren efter turen, som var arrangeret af Falck.
Falck har i samarbejde med det tyske luftredningsselskab DRF siden 2005 drevet en luftambulance i en treårig forsøgsperiode i samarbejde med blandt andet Region Syddanmark. Forsøgsperioden slutter den første april, hvorefter der skal tages stilling til, om fremtidens patienter skal kunne transporteres med ambulancehelikoptere eller ej.
»Forsøget i Region Syddanmark understreger, at luftambulancer er en mulig del af fremtidens hospitalsberedskab inden for en overskuelig årrække, men det kræver yderligere overvejelser,« sagde ministeren.
Fotos: Teitur Jónasson/Avisen.dk