1.200 parkeringspladser, 9.000 kvadratmeter varehus, 25 kasselinjer og 50.000 kunder den første dag. Sådan så det ud 7. oktober 1970, da Herman Salling åbnede Danmarks allerførste lavprissupermarked midt på en stor græsmark i Tilst ved Aarhus.
I dag fylder Bilka 55 år, og det markerer Salling Group i en pressemeddelelse, hvor Bilkas allerførste varehuschef, Børge Johannsen giver et nostalgisk tilbageblik på den dag, der skulle gå hen og blive skelsættende for dansk detailhandel.
- Det gik over stok og sten. Vi måtte hente kundevogne i Hasle og Mundelstrup, for parkeringspladserne var optagede, så kunderne parkerede alle mulige steder. Vi fik en god begyndelse, og det var virkelig spændende at være med til. Det lå et meget øde sted, hvor Bilka var den eneste forretning, ellers var der Skjoldhøjparken og græsmarker, fortæller Børge Johannsen.
Se billederne fra åbningsdagen for 55 år siden her:
Varehuset i Tilst ved Aarhus så helt anderledes ud, da dørene blev åbnet for præcis 55 år siden. Preben Hupfeld
Varerne stod stablet på reoler og paller. Preben Hupfeldt
Kunderne kunne købe alt fra knappenåle til flyvemaskine. Om den nogensinde blev solgt, står hen i det uvisse. Preben Hupfeld
Kunderne skulle i høj grad betjene sig selv ved hylderne. Det var måden, prisen kunne blive holdt nede på i forhold til andre steder. Preben Hupfeld
Bilka i Tilst blev flittigt besøgt af kunderne, som tog konceptet rigtig godt til sig. Preben Hupfeld
Bilka Tilst mindede mest af alt om en rå betonhal, da dørene blev åbnet for 55 år siden. Preben Hupfeld