En plakat med Saddam Hussein i galgen og en tekst om, at han blev henrettet for ikke at samarbejde, blev hængt op i en udendørs gård i Guantanamolejren.
Flere af fangerne blev også vist billeder fra eks-diktatorens retssag og artikler om henrettelsen. Det siger advokaten for den australske fange David Hicks. Advokaten har netop besøgt lejren, og han er ikke i tvivl om, at det er sket for at true fangerne til at tale.
»Det er endnu et eksempel på det tvangsprægede og inhumane miljø på Guantanamo,« siger advokaten, Joshua Dratel, til australske medier.
En repræsentant fra det australske udenrigsministerium har også besøgt David Hicks på Guantanamo, men han har ikke hørt noget om billeder af Saddam.
Den 31-årige David Hicks, der er konverteret til islam, har siddet fængslet i Guantanamolejren siden 2001. Australien har nu krævet, at han bliver stillet for retten inden udgangen af februar.