Bill Clinton forlanger journalister løsladt i Myanmar

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton opfordrer Myanmar til at løslade journalister fra Reuters.
Bill Clinton, der var USA''s præsident fra 1993 til 2001, forlanger, at Myanmar løslader to journalister fra Reuters. Retssagen mod de to ventes at begynde onsdag.
Bill Clinton, der var USA''s præsident fra 1993 til 2001, forlanger, at Myanmar løslader to journalister fra Reuters. Retssagen mod de to ventes at begynde onsdag. Foto: Justin Sullivan/arkiv/AFP

Presset på Myanmar for at løslade to fængslede journalister fra nyhedsbureauet Reuters tager til.

Senest er USA's tidligere præsident Bill Clinton gået i forbøn for journalisterne, der blev anholdt for cirka en måned siden.

Forinden havde de rapporteret om overgreb mod rohingyaer i delstaten Rakhine.

Clinton opfordrer Myanmar til omgående at løslade de to.

- En fri presse er afgørende for et frit samfund. Tilbageholdelse af journalister er alle steder uacceptabelt, skriver Clinton i et tweet natten til tirsdag dansk tid ifølge Reuters.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Den 31-årige Wa Lone og den 27-årige Kyaw Soe Oo blev fængslet 12. december.

De to ventes onsdag at møde op til et retsmøde ved en domstol i Yangon.

FN, USA, Storbritannien, Sverige og Bangladesh er blandt dem, der har krævet, at Myanmar frigiver journalisterne eller klarlægger alle omstændigheder omkring deres anholdelse.

FN's generalsekretær, António Guterres, sagde i december ifølge CNN, at anholdelsen af de to var bekymrende i forhold til "nedbrydningen af pressefriheden i landet".

Journalisterne risikerer op til 14 års fængsel.

- Vi har ikke gjort noget forkert. Vi har aldrig krænket medielovgivningen eller etiske regler, sagde Wa Lone efter et retsmøde 27. december, hvor fængslingen af de to blev forlænget.

Journalisterne menes at have haft dokumentation, som handler om hærens overgreb mod de muslimske rohingyaer i delstaten Rakhine.

Reuters skriver, at journalisterne er tiltalt for brud på en lov, der stammer tilbage fra kolonitiden, hvor Burma, som landet dengang hed, var en del af det britiske imperium.

Loven - the official secrets act - forbyder at videregive informationer, som kan anvendes mod staten eller Myanmars regering.

Under den nuværende regering, som ledes af modtager af Nobels fredspris Aung San Suu Kyi, er mindst 32 journalister blevet tiltalt under love fra kolonidagene.

Det oplyser We Support Journalists, en lokal gruppe, ifølge nyhedsbureauet AP.

- Den slags anholdelser og love blev i vid udstrækning brugt af militærjuntaen til at holde os nede, siger Maung Saungkh fra gruppen.

- Men det er sørgeligt at se, at mediernes frihed er værre under den såkaldte demokratisk valgte regering.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.