Syv dage, seks uheld.
Den nye afslutning på motorvejen til Holbæk er godt på vej mod sin egen triste rekord, og nu har Holbæk Politi fået nok og har bedt Vejdirektoratet om hjælp.
»Vi skal finde ud af, om vi skal sætte flere skilte op, eller om vi bare skal være ligeglade og leve med, at folk kører, som de gør,« siger vicepolitiinspektør i Holbæk Politi, Jens Jespersen.
Han beskriver strækningen som et atypisk stykke af motorvejen:
»Det ligner først en rundkørsel, og så bliver det til en afkørsel, hvor man skal svinge modsat. Men det burde ikke give problemer, hvis man holder sig til 45 kilometer i timen i selve svinget,« siger Jens Jespersen.
I går aftes kørte bilist nummer seks galt på strækningen, da en 18-årig mand i for høj fart mistede herredømmet over bilen og ramte midterrabatten.
En af de bilister, som i sidste uge kørte galt i det skarpe sving, der afslutter motorvejen, vil have erstatning af Vejdirektoratet. Bilisten, mener at de tilladte 70 kilometer i timen op til svinget er alt for meget.
Det nye stykke motorvej blev indviet i august i år.