I de store byer som København, Århus og Odense går der sjældent mere end et
par minutter fra en bil er parkeret ulovligt, til der hænger en bøde i
forruden.
Men i store dele af Sydjylland kan der sagtens gå flere måneder, før klappen
fælder, skriver JydskeVestkysten. Eksempelvis har bilisterne i Haderslev ikke
set en parkeringsvagt siden maj, og sådan bliver det formentlig også snart i
Esbjerg, Ribe og Varde.
Forklaringen er, at de ulovlige biler i de sydjyske byer hidtil er blevet
kontrolleret af parkeringsvagter fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Men det
kniber med at få medarbejdere til jobbet. Den ene parkeringsvagt er gået, og den
anden har netop sagt sin stilling op.
I en række andre byer som eksempelvis København er det kommunen, der sender
parkeringsvagter på gaden - og det kan også blive udfaldet i politikredsen i
Syd- og Sønderjylland.
- Hvis kommunerne vil have det, så får de det, siger Svend Erik Larsen,
politikommisær i politikredsen.
Men selvom de større byer i Syd- og Sønderjylland er blottet for
parkeringsvagter, kan bilister ikke bare parkere deres biler efter
forgodtbefindende.
- Det vil ofte være sådan, at hvis en parkering
er til ulempe for trafikken, så er vi involveret og løser opgaven. Men
rutinemæssig udskrivning af afgifter er ikke noget, vi umiddelbart gør, siger
Svend Erik Larsen.
De lovløse byer i parkeringsmæssig forstand er dog
ikke helt så lovløse endda. For også i de sydjyske byer er der private firmaer, der
udskriver bøder på de private parkeringspladser. Men foreløbig er det næsten
risikofrit at parkere ulovligt på en offentlig vej.