En tiårig dreng blev alvorligt kvæstet i en trafikulykke ved Hasle på Bornholm i august, og efterfølgende døde han.
Nu er en bilist tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med ulykken, skriver TV2 Bornholm.
Bilisten påkørte en familie fra Sjælland, der var på ferie på Bornholm.
Foruden den tiårige dreng sad hans otteårige søster og børnenes forældre i personbilen.
Drengens familiemedlemmer og føreren af den anden bil - personen, der nu er tiltalt - kom ikke til skade ved ulykken.
Drengen blev i første omgang bragt til Bornholms Hospital. Herfra blev han senere fløjet til Rigshospitalet med helikopter.
Men hans liv stod altså ikke til at redde.
Bornholms Politi oplyste efter ulykken, at familiens bil holdt stille, fordi den skulle svinge til venstre, da den anden bil kørte op i bagenden.
Den anden bilist overså den holdende bil.
/ritzau/