En flugtbilist mistede herredømmet og ramte to søstre i 20'erne, som begge er kvæstet og bragt på hospitalet tirsdag aften.
Bilisten flygtede til fods på Albertslundvej, efter at bilen var smadret, oplyser Københavns Vestegns Politi.
- Den ryger op over fortovet og rammer to kvinder, søstre, som bliver kvæstet og kørt på Glostrup Sygehus og Rigshospitalets traumecenter, siger vagtchef Peter Grønbek til Ritzau.
Den ene er kommet lettere til skade, mens den anden er lidt mere alvorligt kvæstet og derfor kørt på Rigshospitalet.
- Føreren af den sorte BMW er undløbet, men vi har endnu ikke noget signalement, fortæller vagtchefen.
Ulykken skete klokken 19.40.
/ritzau/