To 14-årige piger er mandag aften blevet kørt ned på Ouevej mellem Hobro og Hadsund.
Den ene pige er i kritisk tilstand fløjet med helikopter til Skejby Sygehus. Den anden blev i ambulance kørt til Aalborg Sygehus og er ikke umiddelbart i kritisk tilstand.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 17.54.
- De kommer gående på vejen, da de bliver ramt af en bil. Jeg kender ikke de nærmere detaljer ved ulykken endnu, siger vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.
Som altid ved alvorlige ulykker blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge omstændighederne og fastslå, hvordan ulykken skete.
De pårørende til de to piger er blevet underrettet.
/ritzau/