Bilist overskred fartgrænse med 94 km/t

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fanget en række fartbøller. Flere af dem står til at få frakendt kørekortet.
En bilist blev i går taget i en fartkontrol, som viste, at bilisten kørte 154 km/t. Han måtte dog egentlig kun køre 60 km/t. Arkiv.
En bilist blev i går taget i en fartkontrol, som viste, at bilisten kørte 154 km/t. Han måtte dog egentlig kun køre 60 km/t. Arkiv. Foto: Helle Arensbak / POLFOTO

Der blev trådt uhyggeligt hårdt på speederen blandt flere bilister, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i går var på vejen med en række automatiske trafikkontroller.

I Guldborgsund blev to bilister målt til at køre hele 154 km/t og 127 km/t på et sted, hvor de kun måtte køre 60 km/t.

Det kommer formentlig til at koste en ubetinget frakendelse af kørekortet, oplyser politiet.

Målevognen var sat op på Stubbekøbingvej ved Blæsbjerg, og i alt kørte 47 ud af 310 for hurtigt. Yderligere var ti i så høj fart, at de risikerer at få et klip i kørekortet.

Politiet havde også sat en målevogn op på Fuglsangvej ved Kettinge, hvor man højst må køre 70 km/t. Det magtede 51 ud af 285 bilister dog ikke at overholde.

Fem står til et klip i kørekortet, og den højeste målte hastighed var 116 km/t.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.