En 42-årig bilist er livsfarligt kvæstet, efter at han torsdag aften på en landevej nær Juelsminde ramte en flok heste, der var sluppet ud på kørebanen fra en nærliggende indhegning.
To af hestene blev dræbt i sammenstødet, oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Bilisten er overført til Aarhus Kommunehospital med livstruende kvæstelser, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær.
Manden, der kommer fra lokalområdet, påkørte hestene på Gludvej i Hosby tæt på Juelsminde.
- Der var ingen vidner til ulykken, men en kvindelig bilist alarmerer os klokken 20.25, oplyser vagtchefen.
Kort efter midnat natten til fredag er samtlige heste endnu ikke tilbage i deres fold.
- De er ved at blive indfanget. Det er en flok på mindst fem heste, siger vagtchefen.
Den tilskadekomnes pårørende er underrettet om ulykken. Manden var alene i bilen, som blev totalskadet i sammenstødet.
/ritzau/