En mandlig bilist måtte tirsdag reddes ud af sin bil efter at være havnet i en å mellem Sunds og Herning.
Manden var af uvisse årsager kørt af Hovedvej 34, hvorefter bilen havnede i åen Storå, der løber under vejen.
Brand & Redning Midtvest måtte rykke ud og sætte en båd i vandet, da bilisten ikke var i stand til at forlade bilen ved egen hjælp.
- Han var røget af Hovedvejen og ned i grøften med fuld fart i åen. Han var kommet til skade og kunne ikke selv komme ud af bilen, fortæller indsatsleder ved Brand & Redning Midtvest, Peter Kristensen til TV Midtvest.
(Foto: Presse-fotos.dk)
Manden blev efterfølgende kørt til hospitalet og indsatslederen fortæller, at manden var i live og vågen, da han kom i ambulancen. Hans tilstand kendes ikke, men Peter Kristensen vurderer over for TV Midtvest, at manden var heldig med den måde, bilen havnede i åen på.
- Han var ikke i fare for at drukne, som han sad. Men han kunne ikke bevæge sig, så hvis bilen var anderledes i åen, kunne det gå helt galt. Hvis han stod på siden, så havde det været meget alvorligt, siger han.
(Foto: Presse-fotos.dk)