En mand har mistet livet i en trafikulykke syd for Vojens søndag eftermiddag.
Ulykken er sket ved halv fire-tiden på Vojensvej mellem Over Jerstal og Vojens, oplyser politiet.
To biler kørte frontalt sammen cirka midtvejs mellem de to byer. I hver bil sad kun føreren.
Mens den ene blev dræbt på stedet, beskrives den anden kun som lettere tilskadekommen.
- Vi kender ikke årsagen til, at de kører frontalt sammen. Vi har tilkaldt en bilinspektør, siger vagtchef Ole Aamand i Syd- og Sønderjyllands Politi.
Vejen blev spærret i forbindelse med oprydningsarbejdet.
/ritzau/