Ritzau
Opdateret kl. 07:26
En person er afgået ved døden i en færdselsulykke på Svendborgsundbroen tidligt onsdag morgen.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland. I forbindelse med ulykken blev broen, der forbinder Svendborg på Sydfyn med Vindeby på Tåsinge, spærret i begge retninger.
Den er onsdag morgen omkring klokken 06.00 genåbnet.
Bilister skal dog køre forsigtigt, da politi og redningsarbejdere stadig skulle være på stedet i løbet af morgenen.
Ulykken skete, da en lastvogn og en personbil af hidtil ukendte årsager kørte frontalt sammen på broen.
Det er føreren af personbilen, der har mistet livet. Umiddelbart er der ikke andre tilskadekomne.
Den afdødes pårørende er endnu ikke underrettet, oplyser vagtchefen kort efter klokken 05.00.
Svendborgsundbroen blev tidligt onsdag morgen spærret i begge retninger, men er nu altså genåbnet igen.
/ritzau/