En ung bilist blev natten til søndag taget i at køre 156 kilometer i timen på Langebro i København, oplyser politiet.
Hastigheden må højst være 50 kilometer i timen på broen, men det blæste den 24-årige mand på ved halv et-tiden.
Efter at han var blevet stoppet af færdselsbetjente, var kørslen slut. Han måtte fortsætte til fods, oplyser politiinspektør Steen Søder.
- Vi tog kørekortet fra ham på stedet. Det sker, når overtrædelsen er på mere end 100 procent, siger han, der i øvrigt betegner hastigheden som vanvittig.
Så sent som i april blev samme bilist også taget i at køre alt for stærkt. Ved den lejlighed fik han et klip i kortet.
Langebro har tre vognbaner, og det frister tilsyneladende nogle bilister over evne på tidspunkter, hvor der er langt mellem trafikanterne.
- Vi kender strækningen som et sted, hvor der ofte bliver kørt for stærkt, og derfor har vi tit patruljer derude, siger politiinspektør Steen Søder.
/ritzau/