For 100 år siden kørte der måske 70 biler rundt i København, for 50 år siden var tallet steget til 40.000, og for 20 år siden, da 200.000 biler kørte rundt i byen, begyndte eksplosionen – og lige siden er det gået fra slemt til værre, idet nye tal viser, at tusindvis af familier nu får to biler.
I København kender enhver konsekvensen:
Sneglefart ind og ud af byen – og store vanskeligheder med at finde parkering. Flere tager bilen på arbejde, ligesom færre børn tager cyklen til skole og fritidsaktiviteter, fordi far og mor gerne henter dem i bil.
Der er mindst to store problemer ved den stadig større bilpark:
For det første belaster den enorme stigning i antallet af biler og kilometer per bil miljøet i udstrakt grad. Den benzin, der bruges til at drive bilens motor, udleder meget store mængder af den CO2, der sander atmosfæren til, så vi får stadig voldsommere global opvarmning.
For det andet betyder det større antal biler, at vi bruger urimelig lang tid på enten at gå helt i stå eller i hvert fald bevæge os langsomt i endeløse bilkøer ud og ind ad især indfaldsveje. Den tid, vi bruger i køerne, stresser bilisterne i så udstrakt grad, at det er med til at svække livskvaliteten.
Lige siden Henry Ford for godt 100 år siden skabte Ford T, som blev den første masseproducerede bil, har mennesket elsket bilen, fordi køretøjet giver os den ultimative frihed. Vi kan bevæge os frit, når vi selv sidder bag rattet – og derfor er der ingen grund til at tro, at bilen forsvinder! Men vi er nødt til at se på alternativerne – og det bedste er at gøre den kollektive trafik stadig mere attraktiv.
Løsningen i og omkring København er i virkeligheden ikke så svær at få øje på: Fortsat udbygning af bybusser, S-tog og Metro – både i antal og især hyppigheden af afgange. Indførsel af heftige bompenge for at komme ind i byen fra indfaldsveje. Introduktion af et særligt spor på motor- og hovedveje til biler med fire passagerer og til busser, der fragter bilister ind fra nybyggede parkeringsarealer uden for byen.