To selvmordsbilbomber mod Libyens militære styrker, som forsøger at fordrive Islamisk Stat fra byen Sirte, har dræbt mindst 12 mennesker og såret omkring 60.
De militære styrker, der er sammensat af militsfolk fra forskellige grupper, er allieret med en FN-støttet regering i Tripoli. De har gradvist vundet mere og mere terræn i byen Sirte, som tidligere var Islamisk Stats stærkeste bastion i Libyen.
De militante kontrollerer i dag et boligkvarter i byen, men taber hele tiden terræn.
Siden 1. august har USA gennemført luftangreb for at støtte de libyske styrker. Amerikanerne sagde onsdag, at de havde gennemført 62 angreb mod Islamisk Stats stillinger.
Islamisk Stat overtog kontrollen med Sirte sidste år og og udvidede bevægelsens tilstedeværelse langs en 250 kilometer lang kyststrækning ved Middelhavet. Islamisk Stat fik i Sirte bevægelsens vigtigste base uden for Syrien og Irak.
De libyske styrker begyndte for tre måneder siden kampen for at tilbageerobre Sirte fra Islamisk Stat.
Siden Libyens mangeårige leder, Muammar Gaddafi, blev tvunget fra magten ved et folkeligt oprør i 2011, har det nordafrikanske land været præget af politisk og sikkerhedsmæssigt kaos.
I dette kaos har mange militante grupper forsøgt at få fodfæste, herunder også Islamisk Stat.
Iagttagere siger, at selv om Islamisk Stat er trængt i Libyen, vil det tage lang tid at nedkæmpe gruppen.
- Islamisk Stat har tabt Sirte, men ikke Libyen, siger Abdelbari Atwan, journalist og ekspert i Mellemøstens jihadist-grupper.
Han siger, at Islamisk Stat måske nu vil angribe mere spredt i landet, som fortsat er et vigtigt rekrutteringssted for den ekstreme, islamistiske bevægelse.
/ritzau/AFP