En 70-årig kvinde fra Esbjerg mistede torsdag formiddag livet i en trafikulykke på Esbjergmotorvejen i sammenfletningen ved den sønderjyske motorvej.
Ulykken skete, da hendes bil blev ramt af en lastbil, der var ved at skifte retning.
Lastbilen kom kørende sydfra ad den sønderjyske motorvej og ville videre mod Esbjerg. Også kvinden skulle til Esbjerg, men kun kom kørende nordfra.
I selve motorvejssammenfletningen bliver kvindens bilramt af lastbilen.
- Lastbilen skal dreje, og idet chaufføren skifter vognbane, overser han personbilen, der bliver påkørt, snurrer rundt og kører ind i autoværnet, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.
Kvinden blev bragt til Kolding Sygehus, hvor hun kort efter døde af sine kvæstelser.
En bilinspektør skal nu undersøge omstændighederne ved ulykken.
Lastbilens chauffør, der er fra Tjekkiet, bliver afkrævet et depositum og vil til sommer blive indkaldt til et retsmøde i Danmark, oplyser vagtchefen.
/ritzau/