En 25-årig mand, der fredag eftermiddag var involveret i en trafikulykke på Gåbensevej på Falster, er sidst på eftermiddagen afgået ved døden.
Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på Twitter. Politiet blev kaldt ud til den alvorlige ulykke midt på eftermiddagen.
- En personbil og en lastbil er kørt frontalt sammen, og ud fra de materielle skader ser det alvorligt ud, forklarede vagtchef Stefan Jensen midt på eftermiddagen.
Ulykken skete på Gåbensevej i Bruntofte, og redning og ambulance blev kaldt ud til stedet, tilføjede vagtchefen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.36.
- Det er uvist, hvad der lå forud. En bilinspektør er derude, lød det fra Stefan Jensen fredag eftermiddag.
Kort før klokken 18 er vejen ryddet og åben for færdsel. De pårørende til den 25-årige er underrettet.
/ritzau/