En bilist i Nordsjælland var på vej hjem, og ville ikke lade sig stoppe af et biluheld.
På Villingerødvej i nærheden af Esrum skred bilen i et sving og kørte ud over en skrænt. Bilen slog en kolbøtte og rullede hele vejen rundt. Da den var landet på hjulene igen, kørte han videre, oplyser politiet ifølge tv2.
Bilen landede på hjulene inde på en mark. Undervejs ramte den et el-skab og en vandmåler på marken og fik yderlige buler og skader.
Og ikke nok med det. Ved uheldet blev begge airbags udløst og højre fordæk slået løs fra fælgen.
Men det stoppede ikke bilisten og de to hunde, der var med i bilen. Selskabet kørte tilbage på vejen og fortsatte ufortrødent til Esrum.