Bil brager ind i hus: Familie må flytte

Bilist mister kontrol over sin bil og ender i hus. Ingen kom til skade, men huset er midlertidigt ubeboeligt.
En familie i Tullebølle på Langeland fik søndag eftermiddag en slem forskrækkelse, da en bil kørte ind i deres hus og lavede et hul i husmuren.
En familie i Tullebølle på Langeland fik søndag eftermiddag en slem forskrækkelse, da en bil kørte ind i deres hus og lavede et hul i husmuren. Foto: Sarah Christine Nørgaard/arkiv/Scanpix

En familie fik en alvorlig forskrækkelse søndag eftermiddag, da dens hus i Tullebølle på Langeland blev torpederet af en bil.

Ingen kom til skade, men familien må bo i et sommerhus, indtil skaden er udbedret, og bilen er ødelagt, oplyser vagtchef Lars Fredensborg, Fyns Politi.

Ulykken skete søndag kort før klokken 16, da en 40-årig kvinde fra Rudkøbing kom kørende gennem Tullebølle.

Af en eller anden grund mister hun kontrollen over køretøjet og kører ind i et hus på Bygaden 10 og laver et hul i husmuren.

Hverken familien i huset eller den kvindelige bilist kom til skade.

Men huset er så ødelagt, at det midlertidigt er ubeboeligt. Derfor har familien måttet flytte i sommerhus indtil videre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.