Ritzau
Opdateret kl. 13:36
Øresundsbroen har lørdag formiddag været spærret i begge retninger, men blev omkring klokken 10.30 åbnet for trafik igen. Det oplyser Københavns Politi.
Først forlød det, at broforbindelsen blev lukket, fordi en bil var brudt i brand i tunnelen under Øresund. Lørdag eftermiddag præciserer politiet dog, at der ikke var tale om en egentlig brand, men derimod en overophedning.
- Der har ikke været ild i bilen. Det er formentlig overophedede bremser, der har forårsaget en stor røgudvikling i tunnelen, siger central vagtleder Carsten Reenberg fra Københavns Politi.
Hovedstadens Beredskab blev kaldt ud til Øresundstunnellen, men forlod hurtigt stedet igen. Der var tilsyneladende ingen fare på færde.
- Der var røg i tunnelen, og derfor blev Øresundsforbindelsen ventilationssystem sat i gang. Det fjernede meget hurtigt røgen, fortæller operationschef Jan Kirk-Iversen.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med hændelsen.
Øresundsbroen blev indviet 1. juli 2000. Den består af en tunnel og en bro, og forbindelsens samlede længde er 15,9 kilometer.
/ritzau/