Ritzau
Opdateret kl. 09:49
En mand er anholdt, efter en bil er braget gennem en sikkerhedsbarriere foran det britiske parlament i London, oplyser Scotland Yard på Twitter.
Et antal fodgængere blevet påkørt og kvæstet.
En cyklist skal være blandt de ramte.
Et øjenvidne siger til BBC, at det så ud som om, at bilen med vilje blev kørt med stor fart ind i afspærringen.
Politiet nåede frem "inden for få sekunder", efter den sølvfarvede bil stødte ind i afspærringen, rapporterer BBC.
Der er ingen meldinger om, at det var et terrorforsøg. Men stærkt bevæbnet politi er så talstærkt til stede ved parlamentet i Westminster og tager forholdsregler, som om det var.
Folk er blevet evakueret fra området. Normalt er gaderne ved parlamentet pakket med mennesker på dette tidspunkt af morgenen.
Det rapporteres, at sikkerheden omkring Downing Street 10, premierminister Theresa Mays embedsbolig, er blevet skærpet efter hændelsen ved parlamentet.
Reuters skriver, at undergrundsstationen ved Westminster er blevet lukket.
/ritzau/