For niende gang på bare tre år er en 22-årig mand blevet sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Den 22-årige blev stoppet af en patrulje, da han kørte ad Køge Bugt Motorvejen i Karlsunde.
"Den 22-årige kunne ikke vise betjenten sit kørekort, da hans førerret var blevet inddraget efter en betinget frakendelse på grund af flere sager, som havde udløst klip", skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Ifølge politiet accepterede den 22-årige, at hans bil blev beslaglagt.
Bilen vil således være i politiets varetægt indtil den 22-årige kan forvente, at få sagen afgjort ved et retsmøde.
Her vil retten også tage stilling til om bilen kan konfiskeres, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.