Jens Romundstad, bedre kendt som Biker-Jens fra Robinson Ekspedition, er kommet højt på strå i dagligvarekæden Fakta. Det skriver B.T.
Her skal han være HR-chef med ansvar for 7.000 ansatte. Men det er absolut ikke fordi, han har været med i Robinson, eller at han med sine egne ord er "danmarks flotteste", at han har fået jobbet.
"Men jeg er uddannet civiløkonom med speciale i strategi og ledelse og HD i organisation og har en lang baggrund i forsvaret og i teambuilding," siger Jens Romundstad til B.T.
Han mener, at det har både haft fordele og ulemper at have været en tur igennem "mediemøllen".
"Biker-Jens var en karikatur. Jeg er helt igennem en følsom fyr. Hvis Biker-Jens har stået for noget som brand, har det været omkring oplevelser, kommunikation og ærlighed, og det er værdier, jeg har taget med mig i mit arbejdsliv," siger han til B.T.
Jens Romundstad kommer fra en lignende stilling i engrosvirksomheden Dagrofa.
Kilde: B.T.