Præsident Joe Biden vil ikke lade tidligere præsident Donald Trump gøre brug af et særligt præsidentielt privilegie til at beskytte fortrolige dokumenter i forbindelse med en undersøgelse af stormløbet mod Kongressen 6. januar.
Det siger talskvinden for Det Hvide Hus, Jen Psaki, fredag.
- Præsidenten har konkluderet, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at gøre, siger talskvinden.
Amerikanske præsidenter kan påberåbe sig retten til en vis form for immunitet i form af et særligt præsidentielt privilegie.
Det tillader Det Hvide Hus at nægte at efterkomme krav om at udlevere dokumenter ved for eksempel stævninger i Kongressen, lige som embedsfolk i Det Hvide Hus også kan bruge det til at nægte at vidne i kongresafhøringer.
Princippet er forankret i tanken om, at præsidenten og hans rådgiveres samtaler skal kunne holdes fortrolige om nødvendigt.
Et udvalg i Repræsentanternes Hus undersøger i øjeblikket angrebet mod Kongressen. Torsdag blev flere af Trumps tidligere topfolk, herunder Mark Meadows og Steve Bannon, indkaldt som vidner i sagen.
Det er uklart, om topfolkene skal afgive vidneforklaring, indlevere relevant materiale eller begge dele.
Under stormløbet 6. januar trængte et stort antal Trump-tilhængere ind i Kongressen. Fem personer mistede livet i forbindelse med urolighederne.
Urostifterne forsøgte at stoppe den formelle godkendelse af Bidens valgsejr ved præsidentvalget i november.
Trump har tidligere sagt, at han vil modarbejde stævninger og anmodninger om udlevering af dokumenter ved hjælp af det præsidentielle privilegie.
Men i sidste ende er det altså op til nuværende præsident Joe Biden at afgøre, om Trump skal have lov til at bruge det eller ej.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters