Med det, der foreløbigt ligner otte sejre ved Demokraternes i alt 14 primærvalg supertirsdag, har Joe Biden fået noget nær en drømmestart.
Blandt andet står han ifølge en prognose fra nyhedsbureauet AP til at vinde i Massachusetts, der er senator Elizabeth Warrens hjemstat.
- Det er tidligt, men det ser rigtig, rigtig godt ud, siger han tirsdag aften lokal tid til sine tilhængere i Los Angeles, Californien.
- Til jer, der er blevet holdt nede, dømt ude og efterladt: Det her er jeres valgkamp, tilføjer han ifølge ABC News.
Den tidligere vicepræsident under Barack Obama står ifølge prognoser fra CNN og nyhedsbureauet AP til at sejre i Alabama, Arkansas, Minnesota, North Carolina, Oklahoma, Tennessee, Virginia og Massachusetts.
Her er der henholdsvis 52, 31, 75, 110, 37, 64, 99 og 91 delegerede på spil i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i november.
Antallet af delegerede på supertirsdag er i alt 1357. Det svarer til over en tredjedel af alle de delegerede, som kandidaterne kæmper om.
Det kræver 1991 delegerede endeligt at sikre sig nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat.
Tidligere tirsdag aften sagde Joe Biden til The Wall Street Journal, at han er positiv angående sine chancer for at vinde i delstaten Texas.
- Jeg er endda positiv angående mine muligheder i Californien, sagde han.
I Californien er det dog Bernie Sanders, der ifølge en prognose fra AP ligner en sejrherre.
Tidligt onsdag morgen dansk tid er valgstederne lukket i Texas, hvor der er hele 228 delegerede at hente.
Det er dog endnu for tæt til, at man kan spå om en vinder i den vigtige stat, skriver CNN, men Bernie Sanders, Joe Biden og Michael Bloomberg ser ud til at have klaret sig bedst.
Ved Demokraternes primærvalg er Texas kun overgået af Californien og den solrige delstats 415 delegerede.
Tidligt onsdag morgen dansk tid står Sanders ifølge The New York Times til at vinde i Texas med 28,8 procent af stemmerne mod 24,6 procent til Joe Biden.
Imens står Biden til at vinde i Maine med 33,9 procent af stemmerne mod Sanders' 32,7 procent.
/ritzau/