Farvel, farvel bibliotek.
Siden 1. januar er 98 biblioteker og syv bogbusser lukket, viser tal fra Biblioteksstyrelsen ifølge Politiken.
Aldrig før er så mange bibiolteker lukket på et år.
- Nogle af bibliotekerne har – undskyld udtrykket – lukket sig selv, fordi befolkningstallet nogle steder er blevet mindre, og folk er blevet væk. Så jeg tror, mange af lukningerne var kommet alligevel. En del af forklaringen er selvfølgelig økonomi i forbindelse med kommunesammenlægningerne. Men jeg tror primært, det er et udtryk for en allerede igangværende proces, som så er blevet speedet op, fordi de forskellige kommunalbestyrelser og byråd har skullet have strukturen til at hænge sammen, siger Henrik Larsen (R), formand for Kommunernels Landsforenings Børne- og kulturudvalg til Politiken.
Bibliotekslukninger er langt fra noget nyt. De sidste 20 år er 466 biblioteksfilialer, 29 hovedbiblioteker og 35 bogbusser lukket på landsplan.
Paradoksalt viser en analyse, at selvom der lukkede 65 biblioteker fra 2003 til 2006 så steg udlånet i de kommuner, hvor bibliotekerne lukkede. Mens udlån er faldet i de kommuner, hvor man ikke har lukket biblioteker.