Pengekassen i landets kommuner skraber bunden, og i et forsøg på at finde besparelser har kommunerne lukket næsten hver tredje af landets biblioteker.
Lukningerne har ramt de ældre og svagere borgere, da der er blevet længere afstand mellem bibliotekerne. Men det skræmmer nu ikke formanden for Børne- og Kulturudvalget i KL, Jørn Sørensen (R).
"Jeg anerkender, at der er en lille gruppe borgere, der har oplevet forringelser. Men generelt set mener jeg, at nedlæggelserne af de små filialer har været til gavn for størstedelen af befolkningen, da man i stedet har fået nogle større og mere moderne biblioteker," siger han til berlingske.dk.
Men det udsagn ryster formanden for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, på hovedet af.
"Smertegrænsen er nået nu. I flere kommuner har borgerne ikke mulighed for at låne bøger eller få hjælp til digital information, med mindre de har en bil eller er koblet på internettet. Det er et stort samfundsproblem," siger hun.
Siden 2005 er 167 hovedbiblioteker og filialer lukket, mens antallet af bogbusser er faldet fra 42 til 33. Ud fra de nye kommunale budgetter for 2010 ser det ud til, at lukningerne fortsætter.
"Kommunerne er økonomisk trængte og vil også i de kommende år blive tvunget til at spare. For politikerne handler det om at overleve politisk. Selvom det ikke er populært at lukke et bibliotek, vil det skabe langt højere protester, hvis alternativet er at lukke den lokale skole," siger kommunalforsker Roger Buch.
Som et nyt initiativ kan man i fremtiden i stedet låne sine bøger i den lokale Brugsen.