Bibliotek vil ikke udstille Muhammedtegninger
Selvom Det Kongelige Bibliotek får de 12 Muhammed-tegninger indenfor dørene, skal de ikke udstilles. Det er der ingen grund til, lyder forklaringen.

Selvom Det Kongelige Bibliotek i København er i fuld gang med at anskaffe de 12 kontroversielle Muhammed-tegninger, er der ingen udsigt til, at bibliotekets besøgende får dem at se.

Det oplyser kommunikationskonsulent ved Det Kongelige Bibliotek, Jytte Kjærgaard, til Avisen.dk.

- Biblioteket har ingen intentioner om at udstille tegningerne. I hvert fald ikke inden for en overskuelig fremtid.

På spørgsmålet om hvorfor, svarer Jytte Kjærgaard:

- Dem, der vil se tegningerne, kan nemt finde dem på internettet. Det at udstille originaler bibringer ikke en ekstra oplevelse, derfor er der ingen begrundelse for at lave en udstilling.

Ifølge hende anskaffer Det Kongelige Bibliotek udelukkende tegningerne for at bevare dem for eftertiden:

- Vi håber, at vi kan sikre, at alle tegningerne bliver bevaret for fremtiden. Tegningerne er blevet en del af dansk historie, siger hun.

Hun understreger også, at der ikke er nogen penge mellem biblioteket og tegnerne.

- Vi køber ikke tegningerne. Vi har en dialog i gang med bladtegnerne om at få dem doneret. Så vidt jeg ved, er der en del af tegnerne som allerede har besluttet sig for at donere tegningerne til os, men fysisk har vi ikke erhvervet nogen af dem endnu, siger Jytte Kjærgaard.

Om det så lykkes at skaffe 12 ud af 12 tegninger, må tiden vise:

- Der er jo nogle af dem, som allerede er solgt til private, men så må vi jo bare håbe på, at de selv kan se en ide i at give tegningerne til biblioteket, siger hun.

Hun understreger samtidig, at der ikke er noget ekstraordinært ved, at biblioteket anskaffer materiale, som de ingen umiddelbare planer har om at udstille:

- Vi modtager året rundt manuskripter, tekster fra forfattere og andre ting, som nogen mener, er bevaringsværdige. Vi skal ikke gøre os til dommere over, hvad der er bevaringsværdig dansk kulturarv, og hvad der ikke er.

via Listen To News