Et samarbejde mellem Pakistans præsident og militærleder general Pervez Musharraf og oppositionens leder Benazir Bhutto er udelukket.
De to har tidligere været i forhandlinger om en magtdeling, der krævede, at Musharraf afgav magten over militæret og i stedet blev en almindelig civil præsident. Men nu siger Benazir Bhutto fra sin husarrest, at et samarbejde med Musharraf er helt udelukket.
- Han må gå af som præsident. Jeg vil ikke være premierminister, så længe Musharraf er præsident, siger hun i et telefoninterview med Reuters.
Musharraf har sat Pakistan i undtagelsestilstand og har sløjfet landets forfatning, fyre´t de fleste dommere, fængslet advokater, overtaget medierne og sat tusindvis af oppositions- og græsrodspolitikere ud af spillet.
Det har skabt dyb bekymring i det internationale samfund, da Pakistan er blandt lande med atomvåben.
Benazir Bhutto siger, at selv om hun ville samarbejde med Musharraf, så er det for sent.
- Forhandlingerne er brudt sammen på grund af den massive politivold mod kvinder og børn. Selv hvis jeg ønskede at samarbejde med Musharraf ville det være umuligt, jeg ville ikke have folkets opbakning. Mænd, der har set deres koner ydmyget og kvinder, der har set deres mænd blive gennembanket vil aldrig tilgive at jeg samarbejdede med general Musharraf, siger Benazir Bhutto.
Bhutto har to gange tidligere været premierminister i Pakistan. Musharraf tog magten ved et kup i 1999. USA regner Pakistan som en af dets vigtigste allierede i kampen mod terrorisme. Landene i Commonwealth gav i går Pakistan en frist på 10 dage for at ophæve undtagelsestilstanden og genoprette forfatningen.
Pervez Musharraf kræver, at en ny højesteret indsætter ham som præsident i en tredje periode. Han lover valg inden 9. januar 2008. Musharraf indførte undtagelsestilstand efter uro, da Benazir Bhutto vendte tilbage til Pakistan i forrige måned.