Beviser peger mod eks-regering i bombesag

Den thailandske regering er overbevist om, at den tidligere regering står bag nytårets bombeangreb i Bangkok. Eks-minister nægter.

Den thailanske kup-regering har endnu ingen mistænkte i sagen om nytårsaftens terrorbombninger. Men beviserne peger mod støtter af den tidligere regering, siger landets nye premierminister.

Thailand gennemgik i september et ublodigt militærkup, og nytårsaften kostede en serie af bomber tre mennesker livet i Bangkok og sårede 38.

Ifølge premierminister Surayud Chulanont viser de foreløbige analyser, at bomberne ikke er fremstillet på samme måde som landets islamistiske terrorister plejer at gøre.

»Alt indikerer, at angrebene var politiske. Men indtil videre kan vi ikke identificere præcis, hvilken gruppe der står bag angrebet,« siger han til AFP.

Muslimske oprørere har de seneste tre år dræbt omkring 1.800 mennesker i det sydlige Thailand, men ifølge sikkerhedseksperter plejer de ikke at lave større koordinerede angreb, som det i Bangkok. Grupperne har heller aldrig tidligere angrebet hovedstaden.

»Det her må have forbindelser til det gamle regime på en eller anden måde – men det gamle regime er en enorm gruppe af mennesker,« siger sikkerhedsrådgiver Brian Dougherty til Reuters.

Thailands tidligere premierminister Thaksin Shinawatra kalder beskyldningerne helt grundløse og mener, at islamisterne står bag.

»Jeg sværger, at jeg aldrig har tænkt på at skade eller ødelægge det thailandske folks lykke eller på at ødelægge landets troværdighed for mine egne politiske mål,« skriver Thaksin i et brev, der er sendt til flere kinesiske medier.

Thaksin har siden kuppet levet i landflygtighed i blandt andet Kina.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.