Israelske soldater og politifolk skød og dræbte søndag en palæstinenser i byen Nabi Salah på Vestbredden, efter at han havde forsøgt at skyde på dem, siger det israelske militær.
- Styrkerne åbnede ild mod den mistænkte, da han forsøgte at skyde mod dem, hedder det i en erklæring fra militæret med tilføjelsen:
- Det var en reaktion på en umiddelbart trussel, at styrkerne åbnede ild mod angriberen hvilket medførte hans død.
Palæstinenseren er blevet identificeret af det israelske politi som den 34-årige Amar Halil fra Nabi Salah. Hæren siger, at angrebsmanden menes at have åbnet ild mod israelere i to separate episoder lørdag.
En anden mistænkt palæstinenser blev lettere såret og anholdt, oplyser militæret.
En palæstinenser forsøgte for en uge siden at køre en bil ind i en gruppe soldater på den besatte Vestbred, men han blev skudt og dræbt ifølge den israelske hær.
En bølge af angreb på gaderne i Israel begyndte i oktober 2015.
Der er siden blevet dræbt mindst 282 palæstinensere, 44 israelere, to amerikanere, to jordanere en eritreer, en brite og en sudaner ifølge en optælling foretaget af det franske nyhedsbureau AFP.
Ifølge de israelske myndigheder var de fleste af de dræbte palæstinensere bevæbnet med en kniv eller en pistol, som de anvendte til angreb. Eller de kørte i en bil, som de ville køre ind i en gruppe mennesker.
En del af palæstinenserne er blevet skudt og dræbt under uroligheder og sammenstød. Andre er dræbt under israelske luftangreb i Gazastriben.
Volden har været aftagende i de seneste måneder.
/ritzau/AFP